A- og B-mennesker

Hvis man lever i en verden helt uden ure, radio, tv og uden adgang til dagslys, vil man automatisk indstille sig på en søvn-vågen-cyklus på ca. 25 timer. Langt de fleste mennesker kan dog uden besvær komprimere den til det astronomiske døgns 24 timer, men for nogle kniber det. Det betyder, at man er tilbøjelig til at gå for sent i seng i forhold til omgivelserne – fx at sove fra kl. 4 til 11. Der er altså tale om ekstreme ”B-mennesker”, for hvem det er en pestilens at skulle gå i seng til almindelige, socialt acceptable tider. Kan de blot sove på de tider, de vil, har de ingen problemer.
En anden, formentlig mindre gruppe (de ekstreme ”A-mennesker”) står til gengæld op kl. 4-5 og er så ikke noget værd efter kl. 20-21.

Begge gruppers problemer kan ofte afhjælpes ved at man ”snyder” det biologiske ur.
Ved forsinket fasesyndrom gives melatonin om aftenen; det er et stof, der fremstilles af hjernen selv (i corpus pineale = koglekirtlen, der ligger lige over lillehjernen). Det udskilles, når det bliver mørkt, og fremkalder søvn på et tidligere tidspunkt end patienten ellers ville opnå. Hvis ikke dette er nok, kan man supplere med en lysterapi-lampe om morgenen. (Den samme type som bruges ved vinterdepressioner).
Ved fremskyndet søvnfase-syndrom kan man tilsvarende bruge lysterapi-lampen om aftenen.

Nogle mennesker har enten en helt ”ureguleret” eller svag søvn-vågen cyklus; det ses især ved synssvækkede personer, der ikke får de normale varierende lysimpulser, eller hos personer der lever socialt isoleret. Her indbyder det omsiggribende 24-timers samfund selvsagt til problemer hos svage sjæle.

Ved alle disse tilstande er insomni (søvnløshed) hovedsymptomet. Personerne kan ikke falde i søvn på socialt acceptable tidspunkter. Men som nævnt fejler deres søvn i princippet ikke noget, hvis blot de får lov at tilrettelægge den som de vil!