Hvordan i praksis?
Når du er blevet visiteret til CRM-undersøgelse med henblik på udredning af søvnapnø, bliver du indkaldt til tre ambulante besøg med få dages mellemrum.
1. ambulante besøg
Her vil en sygeplejerske fortælle lidt om søvnapnø, udlevere udstyr til søvnregistrering samt optage en kort journal. Du bliver vejledt i påsætningen af udstyret og får udleveret en skriftlig vejledning.
Hjemmeregistrering: Derefter tager du hjem med udstyret. Det tages på om aftenen, og af igen om morgenen, når du står op. Udstyret er let at sætte på, det tager ca. 10 minutter. Udstyret generer sædvanligvis ikke nattesøvnen. Søvnregistreringen skal foretages i to på hinanden følgende nætter.
2. ambulante besøg
Ved aflevering tilsluttes udstyret en computer for aflæsning. Sygeplejersken kontrollerer, om undersøgelsen er vellykket. Hvis det ikke er tilfældet, vil du få udstyret med hjem igen samme dag.
3. ambulante besøg
Hvis undersøgelsen viser, at du har søvnapnø, vil du efter du har afleveret udstyret blive indkaldt til en samtale med lægen, som vil oplyse dig om resultatet. Umiddelbart efter samtalen med lægen, vil du få udleveret CPAP-udstyr hos sygeplejersken. Det varer i alt ca. 1½ time.
Hvis undersøgelsen ikke viser tegn på søvnapnø, vil du blive indkaldt til en samtale med lægen. Ved denne samtale vil lægen tage stilling til evt. yderligere undersøgelser, samt orientere dig om muligheden for at blive henvist til disse.
Ambulant kontrol
Hvis man bliver sat i CPAP-behandling, kommer du til første ambulante kontrol efter en måned og herefter bliver du tilbagehenvist til din hjemregion som skal beslutte, hvor dine ambulante kontroller skal foregå. Ved ambulant kontrol bliver maskinen aflæst for data, og der tages stilling til, om der skal laves ændringer i behandlingen. Endvidere bliver der suppleret op med udstyr såsom masker, filter m.m.